Projektadministration
EVV
Tlf. 5836 0350
Mail: evv@evv.dk
- Det er jo simpelt at tage imod hjælp…

Og det har han så gjort, Jara IT’s direktør, Anders Thomsen. For Slagelse virksomheden vil gerne vokse, men der skal styr på hele organisationen. Derfor er de gået med i projekt Attraktive Virksomheder.

- Der skal mere styr på hvordan vi bruger arbejdsdagen, så vi kan vokse, siger Jara IT’s direktør, Anders Thomsen.
Dermed sætter han med få ord, fokus på hvorfor virksomheden er med i Projekt Attraktive Virksomheder.
For Jara IT er vokset hurtigt og har været gazelle virksomhed to år i træk. Og der er potentiale til at blive meget større, men det kræver mere styring og fokusering.
- Alle medarbejdere skal kende produktionen og derfor skal vi have mere struktur på, tilføjer Anders Thomsen.
Og de konkrete tiltag har ikke ladet vente på sig, konstaterer Anders Thomsen. Han holder en pause, mens han skænker kaffe. Samtidig trænger lyden af juniregnen der trommer på tage og vinduer, ind i det gule hus på Sverigesvej i Slagelse.
- Det har været meget værd, at der kommer folk udefra, med en værktøjskasse, siger han om evv’s konsulenter.
Nu er der kommet styr på medarbejdersamtaler og skemaer til at beskrive en arbejdsdag.
- Der har vi ansat folk, når vi havde brug for det, konstaterer Anders Thomsen.

Tag imod hjælpen!

Der er især én ting, ved Attraktive Virksomheder, der er kommet bag på Anders Thomsen.
- Jeg er overrasket hvor simpelt det er at modtage hjælp. Der er jo værktøjer til det, vi skal bare have hjælp til at finde dem, siger han.
Og for Jara IT, var det især vigtigt at projektet fra starten har involveret alle medarbejdere.
- Det er vigtigt, hvis man skal være en attraktiv virksomhed. Og nu kan vi begynde at mærke at der kommer struktur på virksomheden, siger Anders Thomsen.
Virksomheden er bygget op fra bunden og har, i modsætning til mange andre IT virksomheder, såkaldt ”erfarne medarbejdere”.
- Dem går vi bevidst efter og vi har en del ansatte midt i 40’erne. Det er for eksempel folk der kommer fra flådestationen i Korsør, og har taget en civil uddannelse. Det er gode folk, konstaterer Anders Thomsen.
Jara IT har 12 ansatte, og har ansat to indenfor det seneste år. Men nu vil de vokse yderligere.

Fokus på vækst

Og der er plads til vækst i det gule hus. Første sal er udlejet til et revisionsfirma, siger Anders Thomsen, mens han viser rundt.
Men heller ikke stueetagen, hvor Jara IT holder til, er fuldt udnyttet. Så der er, rent fysisk, plads til udvidelser.
- Vi er vokset, selv under finanskrisen, konstaterer direktøren nøgternt.
Men nu skal der mere styr på, så man kan se, at der er tale om en ledelse.
- Vi skal, som ledelse, ikke nødvendigvis, sidde ude hos kunderne, konstaterer Anders Thomsen, med et smil.
Og hvis der er styr på de interne ting, så vil det også være lettere at ansætte nye medarbejdere.
- Når vi har en ny medarbejderstruktur på plads, vil det være lettere både for den nyansatte og dem der er her, siger direktøren.
Han sætter procenter på, hvor langt virksomheden er nået i den proces.
- Jeg vil tro, at vi er nået omkring 20 %. Vi har kridtet banen op og der er kommet fokus på nogle ting, siger Anders Thomsen.
Men der kan også være en anden form for bonus, for Jara IT.
- Projektet kan være med til at bibeholde den specielle ånd der er her, siger Anders Thomsen.