Projektadministration
EVV
Tlf. 5836 0350
Mail: evv@evv.dk
Her er de ansatte selvstændige erhvervsdrivende

Hos vikarbureauet Top Partners i Slagelse bruger de ansatte, der er selvstændige erhvervsdrivende. Men nu står firmaet overfor en række nye udfordringer. For efter en række år med vækst, skal firmaet nu gå ad nye og forholdsvis ukendte veje. Men hjælpen er til stede, i form af konsulenthjælp fra den erhvervsdrivende fond evv, og projekt Attraktive Virksomheder.

Der er højt til loftet hos Top Partners i Slagelse

...også selvom mødelokalet befinder sig i kælderen. Der grines en del, og vinterkulden udenfor afløses af brændende varm kaffe indenfor.
- Vi har altid betragtet folk som selvstændige og ikke som ansatte. Derfor er vi ikke i traditionel forstand arbejdsgivere, og det er en fordel, siger direktør og stifter af Top Partners, Pia Larsen.
Hun er uddannet sygeplejerske og startede i 2000 Top Partners, fordi hun, efter eget udsagn ikke rigtig følte der var plads til hende i det offentlige. Hun havde selv kørt som vikar, og der var derfor ikke langt fra tanke til handling, da hun startede vikarbureauet Top Partners.
I dag har Top Partners 850 aktive indenfor blandt andet sundhedssektoren, rengøring og pædagogik. Men virksomheden arrangerer også kurser af forskellig art.

Nye tiltag

Det seneste tiltag er rekruttering, gennem en database, som både offentlige og private arbejdsgivere kan søge via. Og her kan personer f.eks. med mellem eller lange uddannelser lægge deres CV ind. Og det tegner fra starten til at blive en succes. Allerede nu har 200 ansøgere lagt deres CV ind og det er fortrinsvis til små og mellemstore virksomheder.
- Vi er lige nu i en omstillingsproces, hvor der skal lægges en ny strategi. Derfor har vi brug for hjælp, fra blandt andre evv, siger IT -supporter Jacob Jensen.

Derfor søgte virksomheden om hjælp gennem projekt Attraktive Virksomheder, via evv. Top Partners havde allerede, gennem en årrække, brugt evv.
- Det bedste var at vi fik sparring med folk, der havde en anden baggrund. Vi sad jo med en række frustrationer og spurgte os selv; Går det nu?, siger Pia Larsen og smiler lidt af sig selv.
Men det gik, for hun kunne konstatere, at bag de beroligende ord fra evv´s konsulenter, lå der en professionalisme og en ro, som virksomheden havde brug for.
Og nu tænkes der tanker fra kælder til loft, i det store kontorhus på Lindevej, som Top Partners selv ejer. For hele huset tænkes omdannet til et kontorhushotel, hvor de forskellige virksomheder, kan bruge hinandens kompetencer, til en styrkelse for alle lejerne.
- Vi vil gerne have f.eks. journalister og advokater, der kan give noget der kan gavne andre og omvendt, siger Pia Larsen.
Men samtidig skal der holdes fast i Top Partners kerneydelser, vikarerne.
- Det er jo en løbende proces, her kommer folk ind ad døren og andre går ud. Men vi skal stadig sikre, at alle bliver behandlet ordentligt, siger Pia Larsen.